Frederiksborg Amts Avis, Erhverv Nordsjælland, Forsiden, 8. november 2007
Små sten koster store tab
Mange virksomheder lever med små problemer i dagligdagen år efter år, og det koster virksomhederne dyrt, påpeger erfarne logistikfolk.
Af Henrik Helmer Petersen
Det handler om flow, og i rigtig mange lager- og industrivirksomheder er der små ting i dagligdagen, som driller og sinker, og som er en irritationsfaktor, uden at man rigtig får gjort noget ved det.
Det sinker flowet.
Vi kender det alle. Etikeringsmaskinen driller, vi skal gå langt efter de varer, vi arbejder med, en bestemt arbejdsprocedure venter på en kollega, der har travlt med noget andet.
- Vi kalder det de »små sten« i firmaet. Det er ting, som vi lærer at leve med, for det er små ting, og sådan er det bare! Men efter mange år i logistikbranchen ved vi, at de »små sten« bremser flowet i en virksomhed, og at de små sten koster virksomhederne langt større beløb på bundlinjen, end man i virksomhederne er opmærksom på, siger Steen Jeppesen, administrerende direktør i konsulentvirksomheden Logistikcenteret A/S.
Logistikcenteret har specialiseret sig i intern logistik i lager og industrivirksomheder. Det handler om effektivisering gennem bedre flow, og det er Logistikcenterets erfaring, at mens mange lager- og industrivirksomheder får gjort noget ved de »store sten«, så kniber det gevaldigt med de små.
- De »store sten« kan man se, men de »små sten« - de små hurdler i dagligdagen overser man. De bliver en del af dagligdagen, medarbejdere og ledelse resignerer, det er jo småting, tænker man og tror måske ikke, at de betyder så meget, men det er en stor fejl, uddyber Steen Jeppesen.
- For små hurdler spiller en stor rolle, og de koster vækst og tabt overskud på bundlinjen, forklarer han problematikken.
Logistikcentret arbejder med forskellige værktøjer alt efter deres opgave. Når det kommer til at afdække rækken af små sten, benytter firmaet sig af en metode, hvor man sætter en række blanke papirlapper op ved alle arbejdsgange i firmaet og derefter beder man de ansatte sætte et kryds på papiret hver gang, der er noget, der har drillet eller sinket dem ved den pågældende arbejdsgang.
- Efter en dag eller to kan man meget præcist se, hvor det er, krydserne er, og hvor det er, der skal gøres noget, forklarer Steen Jeppesen den del af arbejdet.
Logistikcenteret har til huse i C4 Videncenter i Hillerød og drives til dagligt af Steen Jeppesen og Kim Carsten Karhof. Det er en iværksættervirksomhed med erfarne logistikfolk med et ønske om at distancere sig fra konsulentbranchen generelt og gøre en forskel over for sine kunder.